- Det er en grusom tragedie, der har ramt Haiti. Der påhviler os alle et kæmpe ansvar for at hjælpe. Derfor er det meget opmuntrende, at så mange danskere er klar til at hjælpe, siger Helle Thorning-Schmidt.

Socialdemokraternes formand har selv doneret Bill Clintons biografi "My life", som blev solgt til 27.000 kr. Bogen er signeret af Bill Clinton.

- Det koldblodige attentatforsøg mod Kurt Westergaard er et angreb på det danske demokrati. Vi vil ikke acceptere, at islamistiske fanatikere tror, at de med trusler kan knægte ytringsfriheden. Hele Danmark står bag Kurt Westergaard. Alle demokratiske kræfter må tage skarpt afstand fra terrorhandlingen.

- Det er vigtigt, at politiet og PET får den bedst mulige støtte. Angrebet mod Kurt Westergaard viser, at truslen om terror mod Danmark desværre ikke kan tages alvorligt nok.

For yderligere oplysninger Noa Redington 3337 4084

Det er ingen hemmelighed, at vi ikke var enige om alle dele i bankpakkerne. Socialdemokraterne ønskede at stille krav til bankdirektørernes lønninger for at undgå, at grådigheden igen tog overhånd. På samme måde kunne vi heller ikke finde tilslutning til ønsket om, at staten fik en såkaldt upside i bankernes aktier som betaling for de billige lån i stedet for renter. Havde vi fået det, var det ikke alene aktionærerne, som havde høstet en stor gevinst på den efterfølgende helt forventelige kursstigning, nej så havde skatteyderne også fået deres rimelige andel. 

Men vi måtte acceptere, at vi ikke kunne få opbakning til de ønsker. I kredsen af ansvarlige partier var vi dog fast besluttede på, at vi ikke igen ville sidde i en situation, hvor uansvarlighed i den finansielle sektor reelt ville udgøre en trussel mod vores nationale velstand og velfærd. Fra politisk side var vi fast besluttede på at lære af krisen. Desværre er der ved at brede sig en tung dyne af forglemmelse og benægtelse. Ikke mindst i den finansielle sektor. I dag holder sektoren årsmøde i Finansrådet, og det har været trist og til tider ligefrem provokerende at følge den hastighed, hvormed bankerne er ved at vende tilbage til tidligere tiders bedrevidenhed og ansvarsforflygtigelse. Netop nu, hvor vi burde lære af krisen, gør bankerne alt, hvad de kan, for at vende tilbage til de gode-gamle-dage. Altså dagene lige før Roskilde Bank og Lehmann Brothers krakkede.

Jeg vil gerne hæfte mig ved tre ting, der flyver rundt i debatten.

For det første bliver det hævdet, at bankerne ikke skulle have set krisen – eller have et ansvar.

»Vi har intet ansvar for den finansielle krise. Heller ikke Nationalbanken eller andre forudså, hvad der ville ske. Du kan ikke tillægge Danske Bank et ansvar for, at vi skulle have set noget, som ingen andre så«, sagde Peter Straarup, den 11. november 2009.

Konsekvensen af dette synspunkt er reelt, at bankerne ikke selv har et ansvar for deres aktivitet. Intet kunne være mere forkert. Danske banker må grundlæggende selv tage et ansvar for, at man årligt øgede udlånene med 20-25 procent, hvor den nominelle vækst blot er 5 procent. Den kraftige udlånsvækst, som viste sig at være helt uholdbar, var ikke påduttet af nogle eller noget. Den skyldes alene, at bankerne satsede alt for meget på at opnå store kortsigtede gevinster og derfor glemte den gamle sandhed, at det skal være kedeligt at drive bank.

Realiteten er – at de danske banker fik sat alt for lidt til side til dårlige tider. Reelt blev mange banker bestyret ud fra et håb om, at opgangskonjunkturen aldrig vendte. Det kan man jo altid give Nationalbanken – eller Finanstilsynet – skylden for, men man kan også mene, at ansvarlige virksomheder selv skal lægge til side til dårligere tider.

Det gjorde bankerne ikke. Og i sidste ende er det deres eget ansvar. Jeg er ikke i tvivl om læren: Når bankerne ikke selv kan finde ud af at opføre sig fornuftigt – så må vi andre påtage os ansvaret. Vi kan ikke fremover have en finansiel sektor, der bliver reguleret så lempeligt, at den blot kan konkurrere på livet løs uden at tage hensyn til  den risiko, der tages. Fremover skal bankerne i gode tider sætte flere penge til siden. Jeg skal blankt erkende, at det kan være svært – fordi alle har en tilskyndelse til at tage øget risiko i vækstperioder i kampen for øget indtjening og nye markedsandele.

Derfor skal bankerne fremover spare mere op – højere kapitaldækningskrav er nødvendige, hvis skatteyderne ikke også fremover skal stå for kapitalindskuddene i de danske banker.

Højere løbende opsparing gør, at det bliver lidt mindre sjovt at være bank i gode tider – men til gengæld lidt lettere i svære tider.

For det andet fremstiller mange banker prisen for bankpakkerne som så høje, at de nærmest har været en samfundsunderstøttende sektor eller overbeskattede. Intet kan være mere forkert.

I Bankpakke 1 skulle bankerne bidrage til rekonstruktionen af kriseramte banker. Men det var en pris, der skulle betales for, at staten samtidig garanterede de samlede indskud i de danske pengeinstitutter på over 4.000 mia. kr. Eller mere end det dobbelte af det danske BNP. En garanti, der selvfølgelig også betød, at bankerne slap for at betale højere renter af indskuddene.

I Bankpakke 2 ydede staten ansvarlig lånekapital til en fast rente i størrelsesordnen 9-11 procent. En beskeden rente for lån til en sektor præget af høj risiko – og en rente, der var beskeden sammenlignet med, hvad staten havde tjent ved at indskyde kapital som egentlig aktiekapital – på linje med de aktionærer, der jo søgte hjælp hos staten.

Med andre ord er bankerne er sluppet uhyre billigt. Og det er ikke mindst i det lys, man skal se de stærkt stigende bankaktier efter vedtagelsen af Bankpakke 2. Lidt mere ydmyghed ville være på sin plads. Det er staten – og skatteborgerne – der har hjulpet bankerne – ikke omvendt. Derfor er det også en helt uhørt provokation, når bankerne netop har offentliggjort, at de vil udbetale millionbonusser. De penge burde kanaliseres tilbage til skatteyderne eller kunderne. Det er tankevækkende, at man i Handelsbanken forventer, at et par hundrede ansatte i gennemsnit skal have en million i bonus og, at man i Nordea allerede nu har sat 1,8 milliarder kroner af til bonusordningerne.

For det tredje fremhæves det nu fra bankerne, at strammere regulering nødvendigvis må være international af hensyn til konkurrenceevnen.

Det argument forstår jeg ganske enkelt ikke. Det en dårlig undskyldning – der dækker over, at bankerne håber, at de internationale regler bliver ganske slappe og udvandede, fordi der skal tages så mange forskellige nationale hensyn.

Selvfølgelig vil det være ønskværdigt med stramme internationale regler. Men det er urimeligt, at danske bankkunder fortsat skal føres bag lyset i danske banker blot, fordi der ikke bliver internationale regler. Og det er helt og aldeles urimeligt at forvente, at danske skatteborgere også i fremtiden skal støtte danske banker, der havner i uføre med den undskyldning at de internationale regler ikke var stramme nok.

Lad mig tage et eksempel. Det er fair og fornuftigt, at vi stiller høje krav til kapitalgrundlaget i danske banker. Der er hidtil ikke sparet nok op. Hvis de internationale regler ikke bliver strammet, vil det fortsat være min vurdering, at det er klogt indføre skrappere danske regler. Det betyder selvfølgelig, at danske banker sparer mere op end udenlandske konkurrenter – og dermed kan de ikke ekspandere så hurtigt. Til gengæld vil de danske banker være langt bedre stillet når det går tilbage.

Ja, højere nationale krav gør at det går lidt langsommere for danske banker – både når det går fremover – og når det går tilbage. Men på sigt vil det nok ikke stille det danske samfund dårligere – hverken bankernes aktionærer – eller skatteyderne, der jo hæfter for uansvarlig bankdrift.

Og det er måske den vigtigste lære af finanskrisen. Vi har endnu engang fået vist, at markedskræfterne er så voldsomme at de skal reguleres. Overmodet og ønsket om at sikre en kortsigtet og hurtig gevinst har en tendens til at vinde i bankernes direktionslokaler over ansvaret for samfundet og den finansielle sektors langsigtede interesser. Det ville klæde bankerne, hvis de udviste mere ydmyghed overfor de skatteydere som har reddet dem. Prisen for bankernes arrogance kan blive høj for os alle sammen.

- Mine tanker går i dag også til den dræbte danske soldats kammerater i Afghanistan, som yder en stor og betydningsfuld indsats, siger Helle Thorning-Schmidt.

Se hele Helles turneplan her

- Mine tanker går til familie, venner og kammerater, som har mistet en af deres kære. Vores soldater i Afghanistan skal i denne svære stund vide, at vi i Danmark er stolte af deres indsats. Deres mission er vigtig for os alle, og de skal vide, at vi støtter dem på enhver tænkelig måde, siger Helle Thorning-Schmidt.

Yderligere oplysninger: Noa Redington 33374084

(Det talte ord gælder)

Da jeg skulle kommentere statsministerens redegørelse i tirsdags, havde jeg den uvante fornøjelse at rose statsministeren.

I et sjældent anfald af klarsyn erkendte han, at Danmark står over for enorme udfordringer. Det er en selvransagelse, der må have trængt sig på over længere tid. Nu kom den ud. Og det var en befrielse. For os. Og formentligt også for statsministeren selv.

For dansk økonomi er ikke længere bomstærk.

Ledigheden er ikke længere rekordlav.

Den krisepolitik, der er ført indtil nu, har slået fejl.

Regeringen har haft en slap holdning til bankernes udskejelser.

Danmark taber konkurrenceevne.

Færre tager en ungdomsuddannelse.

Kommunerne er tvunget til at skære i velfærden.

Bandekrig og hård ungdomskriminalitet er problemer, som skaber stadig større utryghed.

Læs hele talen: Helle Thorning-Schmidts åbningstale 2009