Nicolai Wammen - tale ved 3. behandling af finanslov for 2005
7. januar 2005
15. december 2004
(Det talte ord gælder)
For få dage siden oplevede vi en finansminister, som var så salig over sin egen indsats, at han i ramme alvor mente, at Paven i Rom vist var den eneste, der manglede at se lyset i regeringens økonomiske politik.
For ifølge finansministeren går det strålende. I Danmark er der ingen problemer.
Så himmelsk er meldingen. Så rene er ordene.
Igen i år ser vi en ophøjet finansminister, der slynger om sig med jubel-optimistiske prognoser, mens virkeligheden udenfor vidner om det modsatte.
Med de nyeste arbejdsløshedstal har vi desværre set en lille stigning og ikke et fald i arbejdsløsheden – stik mod hvad Finansministeren tidligere har forudset.
Men det får ikke alarmklokkerne til at ringe hos landets kassemester.
20.000 kommer i arbejde til næste år lyder det kækt fra finansministeren.
Imens ryster de fleste økonomer på hovedet.
Men heller ikke det gør tilsyneladende det mindste indtryk på finansministeren.
Al kritik fejes arrogant til side. Regeringen alene vide. Ingen grund til bekymring. Det hele går som planlagt. Der er ikke noget at komme efter, får vi at vide.
Ja, det minder næsten om tonerne fra Farum kort før korthuset brasede og skeletterne væltede ud.
Og mon da ikke også, at både Paven og de ca. 175.000 arbejdsløse vil slå syv kors for sig, førend de skriver under på finansministerens seneste løftestrøm.
I hvert fald kan både Paven og alle andre få sig en sund advarsel ved at slå op i de økonomiske vismænds seneste redegørelse. Her står der sort på hvidt.
Nemlig, at regeringens økonomiske kurs ganske enkelt ikke holder vand.
At resultatet er klart, hvis regeringen fortsætter som hidtil.
--------------
I fremtiden må vi enten sætte skatten markant op eller skrue velfærden markant ned.
Derfor står danskerne inden længe overfor et meget klart valg.
Et valg om værdier og velfærd. Et valg om man som regeringen vil spare sig ind i fremtiden – eller om man som Socialdemokraterne vil investere i den
Og valget er heldigvis ret enkelt:
Ønsker man fortsat en regering, hvor arbejdsløsheden er steget med ca. 33.000, så skal man bare lade Statsministeren fortsætte.
Og ønsker man en regering som har skåret mere end 4 mia. kr. på de uddannelser som skal sikre, at vi kan klare os både nu og i fremtiden, ja så kan man roligt sætte kryds ved Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Og finder man det fornuftigt, at landet ledes af ministre som har skåret 3.7 mia. kr. på vores miljø til skade for naturen og vores børn og børnebørn, ja så er den nuværende regering det oplagte valg.
Men jeg tror faktisk at mange mennesker tvivler stærkt på, at det er en god idé, at lade regeringen fortsætte. At mange mennesker ønsker en ny kurs.
For vi har set en regering som forsømmer at investere i forskning og nye jobs, selv om alle ved, at investeringer netop her er helt afgørende, hvis vi skal kunne klare os i fremtiden
Og vi har set en regering som ikke har holdt løfterne til de ældre - og til børnefamilierne.
En regering som har talt smukt om bredt samarbejde, men som i virkelighedens verden konsekvent har lavet alle de store ting med Dansk Folkeparti.
Kort sagt en regering som i kraft af smal blokpolitik forsømmer velfærden i nutiden – og investeringerne i fremtiden
Der er derfor i den grad brug for et stærkt alternativ, og det alternativ er Socialdemokraterne klar til at levere.
Vi ønsker at stå i spidsen for et Danmark, hvor investeringer i mennesker, i job og i fremtiden er det bærende.
Et retfærdigt samfund, hvor vi hver især også tænker på andre end os selv.
Og muligheden er der.
For Danmark er heldigvis på mange måder et godt land, men vi kan ikke bare tage vores velfærd for givet.
Der er brug for, at vi ruster os til fremtiden, og derfor skal vi målrettet og massivt investere i vores skoler, i uddannelse, i forskning – i fremtiden.
For kun ved at investere i fremtiden, kan vi sikre et samfund, der også fremover kan tage hånd om de svageste, som kan sikre gode forhold for vores ældre, som kan uddanne vores børn og unge, som kan tage vare på miljøet, og som kan tilbyde sygehuse, som uanset vores pengepung kan give os den behandling, vi har brug for.
Socialdemokraterne vil, at der igen føres en aktiv politik, som ikke kun i retorik, men også i resultater tager fat på nutidens problemer - og fremtidens udfordringer.
Derfor har vi fremlagt et visionært og økonomisk ansvarligt finanslovsforslag, som er vores bud på, hvordan vi kan sikre et Danmark, hvor der også i virkelighedens verden er plads til alle – og brug for alle.
Og derfor fremlægger vi i dag sammen med hele den øvrige opposition et forslag til, hvordan vi kan investere de 2.8 mia. som regeringen har foreslået at nedsætte selskabsskatterne med på en klogere måde.
Regeringen og Dansk Folkeparti vil nedsætte selskabsskatterne til mest gavn for store banker og forsikringskoncerner.
Vi ser derfor en regering, som bruger pengene på noget, som få har bedt om – fremfor at investere dem i det, alle ved, at der er brug for
Derfor vil en samlet opposition i Folketinget en anden vej.
Vi vil hellere investere i Folkeskolen, forskning, uddannelse, nye jobs, billigere kollektiv trafik og mere miljørigtige biler.
--------------
Men Socialdemokraternes ambitioner for et bedre Danmark rækker videre endnu.
Vi brænder efter at stå i spidsen for en regering som både har viljen, værdierne og visionerne til at igen at udstikke en klar kurs for Danmark
Derfor vil jeg gerne fortælle, hvad der er vores bud på fremtiden.
For os er det afgørende vigtigt, at vi investerer i både de nuværende og de kommende generationer.
At vi ikke sender regningen for vores forbrug og forsømmelser direkte videre til vores børn og børnebørn.
At vi skaber et retfærdigt samfund, og at vi udviser rettidig omhu.
Også derfor er det helt afgørende, at vi igen får bragt arbejdsløsheden ned – at de ca. 175.000 som i dag holdes udenfor, får chancen for på ny at blive en del af fællesskabet. Det skylder vi de arbejdsløse, og det skylder vi fremtidens generationer.
Vi vil samtidig målrettet investere i fremtidens videnssamfund. For vi ved, at viden bliver den næste generations vigtigste værktøj – og det værktøj har vi ganske enkelt ikke råd til at tabe på gulvet.
Derfor vil vi øge forskningsindsatsen med flere forskerstillinger og flere, målrettede bevillinger. Vi vil være i front – og ikke i bageste del af feltet, når det gælder forskningen.
Vi afsætter samtidig midler til at begynde genopretningen af de forringelser på uddannelsesområdet, som er sket under denne regering.
Vi ved at det bliver en kæmpe opgave, men til de unge og alle andre som bekymrer sig om forringelserne på vores uddannelser, vil vi i dag sende et meget klart signal.
Hjælpen er på vej – Socialdemokraterne vil en anden kurs.
Men et godt samfund drejer sig ikke alene om uddannelse og forskning. Det drejer sig i særlig grad om, hvad det er for et liv, vi tilbyder vores børn, unge og svageste ældre.
Socialdemokraterne ønsker at give vores børn den bedst mulige start i livet.
Et trygt og dejligt børneliv kan man naturligvis ikke bare lovgive sig til, men vi har som politikere et stort ansvar for at skabe rammerne for det
Derfor vil vi give børnefamilierne en tiltrængt håndsrækning ved at prisen på daginstitutioner sættes ned.
Hver måned er der titusinder af børnefamilier, der når rudekuverterne fra vuggestuen, dagplejen eller børnehaven dumper ind, mister pusten.
Disse familier vil vi gerne give ny luft i økonomien og i hverdagen.
Derfor vil vi investere i gode daginstitutioner, og derfor mener vi, at det maksimalt må kunne koste 1000 kr. per måned, at få passet sit barn i daginstitution.
Men et godt børneliv bevæger sig jo heldigvis videre til skolen.
Vi har under denne regering set, hvordan folkeskolen er blevet opprioriteret i ord, men nedprioriteret i handling. Det er ganske enkelt ikke godt nok.
Derfor har Socialdemokraterne netop fremlagt et forslag til, hvordan vi i fællesskab kan skabe en bedre Folkeskole. Vi ser gerne, at der bliver indgået et nationalt kompromis om vores fælles skole, så elever, lærere og forældre ikke behøver at frygte tilfældige politiske vinde, men i stedet kan udstikke en god og langsigtet kurs for vores børns skole.
Folkeskolen er heldigvis bedre end nogle vil gøre den til, men målet må være intet mindre end verdens bedste folkeskole. Det kræver prioritering og det kræver investering.
Det er vi parate til.
Derfor vil Socialdemokraterne over de næste fire år investere op mod 2.5 milliard kroner i en bedre folkeskole.
Penge som er helt nødvendige, hvis vi skal renovere bygninger, efteruddanne lærere, skaffe ordentlige undervisningsmaterialer, knække den negative sociale arv og sikre en god integration.
Men lad os samtidig sige det lige ud. Penge gør det ikke alene. Vi skal stille krav om større faglighed, vi skal være parate til at gå nye veje, og vi skal sikre den bedst mulige uddannelse til både de stærke og de svage elever.
Også når det gælder vores ældre, er det Socialdemokraternes klare holdning, at vi her har et særligt ansvar.
For Socialdemokraterne er det afgørende, at vi møder vores ældre med respekt og omsorg.
For os er et ordentligt samfund et samfund, hvor vi engageret, værdigt og medmenneskeligt åbner masser af muligheder til de stærkeste ældre, alt imens vi bliver bedre til at yde pleje og omsorg til vores allersvageste og mest sårbare.
Det betyder blandt andet, at vi over de næste år vil investere 800 millioner kr. i en bedre hjemmepleje, og at ikke mindst vores medicinske afdelinger skal have et tilsvarende løft.
Investeringer i børn, ældre, sygehuse, folkeskole og uddannelse koster naturligvis nogle penge, og det kræver, at vi prioriterer.
Det er Socialdemokraterne parate til. For os er det afgørende, at vi ikke sender ubetalte regninger og forsømmelser videre til vores børn og børnebørn, og derfor er vores forslag naturligvis finansieret krone-til-krone.
Den sunde økonomiske kurs sikrer vi i vores finanslovsforslag bl.a. ved at lukke nogle af erhvervslivets skattehuller, ved at fjerne en række erhvervstilskud, ved øget konkurrence, en stærkere indsats imod sort arbejde, og ved nogle fornuftige besparelser.
Samtidig vil vi ikke lægge skjul på, at vi i lighed med de økonomiske vismænd mener, at den nuværende regerings skattestop er med til at udhule vores velfærdssamfund i stedet for at fremtidssikre det.
Derfor har vi i fællesskab med Det Radikale Venstre præsenteret et skatteloft som betyder, at danske familier får tryghed om økonomien – alt imens vi også fremover kan passe godt på vores velfærd.
Konkret betyder det, at Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre er enige om, at lavere skat på arbejde og et loft over regulering af boligskatter og afgifter skal sikre, at der ikke i den kommende valgperiode sker en forhøjelse af skatte- og afgiftstrykket på de danske familiers budget.
Samtidig vil vi også lægge et loft over stigningen i brugerbetalingen, så de danske familier i fremtiden skånes for de massive takststigninger på busser og tog, som vi gang på gang har oplevet.
--------------
Danmark står inden længe overfor et helt afgørende valg, og Socialdemokraterne har viljen, visionerne og værdierne til igen at stå i spidsen.
For os er målet et samfund, hvor der er plads til alle – og brug for alle. Et retfærdigt samfund.
Et sådant samfund kommer ikke af sig selv.
Derfor har Danmark brug for en ny regering. En regering der ikke blot i fine ord – men også i handling - tænker i mennesker og i fremtiden.