Nyhedsbrev til Fiskeriudvalget

Nyhedsbrev: Læs om hvilke sager OleEU arbejder med i Fiskeriudvalget for tiden

Det sidste møde i fiskeriudvalget inden sommerferien fandt sted i denne uge. Selvom man kunne foranlediges til at tro, at flere af udvalgets medlemmer ville være gået på sommerferie, var det langt fra tilfældet. Tværtimod var der rigtig megen aktivitet og en del sager, som fiskeriudvalget gerne ville have afsluttet, inden vi kunne holde sommerferie.

Det emne, der dog optrådte mest på udvalgets dagsorden, var de fiskeripartnerskabsaftaler, som EU har med mange lande rundt om i verden. De mest interessante, synes jeg imidlertid, var de kommende partnerskabsaftaler med henholdsvis Grønland og Salomonøerne.

Som jeg også nævnte i sidste måneds nyhedsbrev, optager aftalen med Grønland mig meget grundet den tætte forbindelse, der er mellem Danmark og Grønland. Af samme årsag har jeg også valgt at blive skyggeordfører for den socialdemokratiske gruppe på betænkningen om aftalen, så på den måde vil sagen selvfølgelig også komme til at fylde en del i min bevidsthed i den kommende tid.

Aftalen med Salomonøerne var interessant for mig af en anden årsag. Det er nemlig tit aftalerne med tredjelande syd for Europa, der er de mest kontroversielle. Det skyldes mest af alt, at det ofte drejer sig om udviklingslande, der har problemer med at leve op til deres del af fiskeriaftalerne med EU og af denne grund tiltrækker sig opmærksomhed. Det var også tilfældet med aftalen med Salomonøerne, som gav anledning til en del bekymringer blandt udvalgets medlemmer.

Debat om fiskeriaftale med Grønland
Aftalen med Grønland vedrører regler om import af forskellige fiskeprodukter fra Grønland til EU. Jeg har som dansk medlem af fiskeriudvalget valgt at blive skyggeordfører for den socialdemokratiske gruppe på sagen. 

Grønland er en stor fiskerination - når man ser på landets eksportsammensætning udgør eksport af fiskevarer således 82 % af landets samlede eksport. Eftersom 87 % af denne eksport går til EU, er det vigtigt, at vi snarest muligt får udarbejdet nogle klare retningslinjer for, hvordan handlen mellem EU og Grønland skal foregå.
 
Grunden til at der skal være en decideret partnerskabsaftale for, at grønlandske fiske- og akvakulturprodukter kan få adgang til det indre marked er, at Grønland som følge af dets hjemmestyre ikke er fuldgyldigt medlem af EU men har status som et af de såkaldte oversøiske lande og territorier, der har associeringsordninger med EU.

Det er hensigten, at den forestående aftale vil give Grønland mulighed for at handle med EU med bestemte fiskevarer (levende toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr, havsnegle samt biprodukter heraf) på grundlag af reglerne for det indre marked. Det selvfølgelig i det omfang, at Grønland omsætter de i aftalen specificerede sundhedsmæssige og dyrevelfærdsbestemmelser, der gælder i EU.

Drøftelsen i denne uge skulle give fiskeriudvalget en opdatering på, hvordan sagen skrider frem. Ordføreren - på Europa Parlamentets betænkning i forhold til sagen - er den spanske formand for fiskeriudvalget fra EPP, Carmen Fraga. Hun opridsede de indledende overvejelser om sagen.

Selv om der ikke lader til at være de store problemer med sagens indhold fremhævede hun dog, at der fortsat er lang vej før Grønland er klar med den nødvendige infrastruktur ifølge aftalens bestemmelser. 

Det som formanden dog hæftede sig mest ved var den beslutningsprocedure, som Kommissionen har valgt at anvende i denne sag. Kommissionen har nemlig anvendt en artikel i EUF-traktaten, der giver Rådet enekompetence - efter høring af Parlamentet - til at vedtage retningslinjerne for aftalen med Grønland. Ifølge Fraga skulle Kommissionen derimod have anvendt en anden artikel, der giver Rådet og Parlamentet fælles beføjelser.

I forhold til sagens udfald bør anvendelsen af den forkerte artikel dog ikke betyde det store. Derfor er jeg også fortsat sikker på, at aftalen med Grønland ikke bør volde de store problemer. Det siger måske også noget om de manglende problemer ved aftalens elementer, at formanden vælger at fokusere så meget på fejlen i lovgivningsproceduren frem for aftalens væsensindhold.

Debat om fiskeriaftale med Salomonøerne
Efter debatten om Grønlands kommende fiskeriaftale blev det tid til at fokusere på en hel anden del af verden, nemlig en lille øgruppe i Stillehavet.

Fiskeripartnerskabsaftalen med Salomonøerne erstatter en allerede eksisterende aftale. Baggrunden for at indgå en ny aftale er, at den tidligere aftale har fejlet på flere fronter. Således er mange af de økonomiske midler, som EU har givet til Salomonøerne - for at få lov til at fiske i landets farvande - blevet brugt til vidt andre formål end dem, EU oprindeligt havde tiltænkt.

Endvidere var der i den gamle aftale heller ikke nogen øvre grænse for, hvor meget EU-fiskere måtte fange. Det medførte stor risiko for hensynsløst overfiskeri, som Salomonøerne - grundet manglende ressourcer - overhovedet ikke havde mulighed for at kontrollere eller forhindre.

Den nye fiskeriaftale skal således rette op på de negative konsekvenser af den gamle aftale. I forhold til den tidligere aftale vil den nye aftale forbyde fangst med visse større fiskefartøjer, og der sker samtidig en ændring i den tilladte mængde af fanget fisk. 

På trods af de forbedringer, som den nye aftale lover, var der alligevel en del skepsis at spore blandt medlemmerne af fiskeriudvalget. Bekymringerne, som blev fremhævet på mødet, er meget karakteristiske for de fleste af de aftaler, som vi indgår med udviklingslande udenfor Europa.

Man er fra EU-side især bekymret for, om udviklingslandene nu også lever op til deres del af fiskeripartnerskabsaftalerne. Det vil sige, at landene bruger de økonomiske tilskud, som de får af EU, til de formål, som aftalerne bestemmer. Ofte vil man desværre opleve, at hjælpen fra EU er blevet anvendt til helt andre formål end de tiltænkte, fordi landene ikke er i stand til at sikre, at implementeringen af aftalerne sker i overensstemmelse med EUs krav.

Det er bekymringer, der bestemt er reelle, hvilket den gamle aftale med Salomonøerne netop fremhæver. Problemet bunder ofte i, at udviklingslandene simpelthen ikke har strukturerne eller ressourcerne til at sikre en fyldestgørende implementering. Det har i flere tilfælde medført groteske situationer, hvor EU-tilskud ender med at finansiere enkeltpersoner eller grupper af højtstående personer i modtagerlandene frem for at komme hele befolkningen til gode.

Som følge heraf er det ikke nok med, at vi blot stipulerer, hvad vi ønsker vores tilskud skal anvendes til i udviklingslandene, vi handler med. Vi er samtidig nødt til at specificere i klare og tydelige vendinger, hvorledes vi vil håndhæve, at aftalerne bliver ordentlig implementeret, så vi ikke gang på gang skal opleve, at EU-skatteborgernes penge har finansieret helt andre - og ofte meget mere betænkelige - formål end de tiltænkte.

Vi har et ansvar for at investere i og yde økonomiske tilskud til de lande, hvis farvande, vi har adgang til. Det er ikke rimeligt, hvis vi blot tager til tredjelandene og overfisker deres farvande for derefter at tage hjem igen uden at sikre os, at vores økonomiske tilskud er gået til at støtte og fremme fiskeindustrien i tredjelandene. 

Det er kun retfærdigt over for skatteyderne i EU samt fiskere og producenter i de tredjelande, vi handler med, at der kommer mere klarhed og sikkerhed om, at de penge, vi giver, bliver brugt til de rigtige formål. Endelig skal aftalerne også være fleksible, så det er muligt at tilpasse dem hen ad vejen i forhold til udviklingen og omgivelserne i tredjelandene og dermed sikre, at de konstant lever op til de tiltænkte målsætninger.

Slutteligt vil jeg ønske alle sammen en rigtig god sommerferie herfra Bruxelles!