FN anbefaler ikke en sænkelse af den kriminelle lavalder
Justitsminister Brian Mikkelsen påstod i sidste uge, at hvis man sætter den kriminelle lavalder ned til 14 år, så flugter det også med FN's anbefalinger. Det viser sig nu at være lodret forkert.
13. oktober 2009
Justitsminister Brian Mikkelsen påstod i sidste uge, at ”hvis man sætter den kriminelle lavalder ned til 14 år, så flugter det også med FN’s anbefalinger”. Det viser sig nu at være lodret forkert. Medlemmer af FN’s komité for Barnets Rettigheder påpeger tværtimod, at en nedsættelse af den kriminelle lavalder er stik imod FN’s anbefalinger, idet FN anbefaler, at den kriminelle lavalder hæves.
Socialordfører for Socialdemokraterne Mette Frederiksen mener, at justitsministerens udlægning af FN’s anbefalinger sker i et anfald af desperation:
- Der findes masser af konservative, der ikke bryder sig om, at børn skal i fængsel. Dansk Folkeparti bestemmer nu regeringens retspolitik, og derfor famler justitsministeren efter kroge at hænge forslaget om en sænkelse af den kriminelle lavalder op på, men ikke engang krogene viser sig at holde. I bedste fald er det sjusk, i værste fald er det en bevidst omskrivning af FN’s ord, siger Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen påpeger, at hvis Danmark sænker den kriminelle lavalder, vil det modarbejde børns rettigheder og dermed true Danmarks position som foregangsland. Børn skal ikke bag tremmer.
For yderligere oplysninger: Mette Frederiksen 3337 4009
Læs flere nyheder på www.socialdemokraterne.dk